- fortalt af Ernst Kusk, Silkeborg fortalt til Christian Fischer - redigeret afskrift fra bånd optaget i 1988 -

Kusk og Geo Andreassen fra Silkeborg, som hidtil havde fiske i søerne tog til Karup Å i slutningen af trediverne, hvor de gratis fik lov at fiske hos lodsejerne, som dog gerne delte deres medbragte øl og snaps. De cyklede til Karup.

Fiskemetoden var dyp med en elrits som agn, gerne fanget i småbækkene, der løb til Karup Å. Eltriserne kunne også opbevares hjemme i et kar, hvor de blev fodret. Mange fangster gerne omkring et kilo, som de modstræbende viste lodsejerne, der dog deltog i glæden over fangsten. Tømrermester Thorvald Madsen og installatør Steenholt kom senere til og de havde bil.

Valdemar Jensen kom også til blev aldrig den store fisker, men han kunne lide naturen - han mente vi skulle starte en forening, som de kaldte ???

Den sang vi synger hver gang til møderne, den er skrevet og tilegnet denne forening. Et par gange om året havde vi en sammenkomst med vore damer, nede i den gamle håndværkerforening. Ewald Madsen, som var vært for Silkeborg Håndværkerforening dengang og som senere blev ejer af Hotel Dania blev også optaget som medlem, da han var ivrig jæger og fisker. Kusk husker, at de engang lavede den akkord med ham, at for 100 kroner pr. par kunne få lige alt hvad håndværkerforeningen restaurant kunne byde på - det var lige fra champagne til de herligste retter!

Så kom krigen desværre, og blev det vanskeligt at kommer til Karup og foreningen gik i opløsning.

De var også kommet en del på Hagebro Kro, hvor de havde ypperlige frokoster; den gang var det en enkefru, der havde kroen. Man kunne overnatte under primitive former. Et par stykker blev ved at holde sammen for et stykke tid inde i besættelsen fik Valdemar Jensen generator til sin bil og den ikke lige altid kun brugt til forretningsanliggender, så kunne de komme til Karup Å igen. Til overnattede man på den gamle kro. Ud over det hyggelige samvær fik de også tid til at fiske, og der var flere fisk i Karup Å en i dag (1989) . De startede altid med at fiske, men frokosten kunne undertiden godt trække lidt ud, men turene var vidunderlige.

Trods besættelse blev vi et hold der fiske i åen, selv om det var vanskeligt at komme derop, men nød lære nøgen kvinde at spinde og vi lærte at komme derop på forskellige måder , bl.a. var der hver lørdag transport af grise indtil markedet i Silkeborg, så med gode ord og lidt betaling kom vi sammen med vore cykler derop. Det var ikke altid lige til Karup, men i nærheden. Transporten skete naturligvis på det lad, hvor grisene havde været på vej ind til byen. Det var godt nok skyllet af, men vi blive alligevel skrumlet lidt rundt mellem hinanden, og generatoren var der på vognene - det var meget primitivt, men det var en let måde at komme derop på. Sådan kom vi derop mange gange, og nogle gange overnattede vi på en lille landevejskro - Grønhøj Kro - og vi havde jo stadig cyklerne, så der var kort ned til åen. Det var begivenhedsrige år, mange gange når vi var derude overnattede vi i høet hos lodsejerne derude, som vi efterhånden kom til at kende godt. Der var meget mærkeligt under krigen, der var en kaptajns frue, hvis mand var "indefrossen" i Amerika. Hun havde tre store drenge, dem havde hun vanskeligt ved at styre, så derfor købte hun en landejendom derude og her voksede så drengene op og nåede at komme i håndværks lære derude og vi havde tilholdssted hos hende, hvor vi kunne sove i høet om natten. Da så krigen var over blev hendes gård solgt igen, så blev den købt af Buus, som stadig ejer den. Og vi kunne forsat komme og sove i høet hos ham. Dengang var han nygift og fiskerne havde mange skønne stunder sammen med dem.

Efterhånden blev der mere faste ramme, så vi blev enige om på Thorvald Madsen initiativ at starte en forening for efterhånden havde vi også fået en gammel vandmølle (Hulbæk Mølle) som dengang blev ejet af en mand, der hed Hansen, og der havde vi fået tilholdssted og så mente Thorvald at det var mere rigtigt at vi fik lavet en forening og den kaldte vi Hulbæk Mølle fiskeriforening. Det gik en del år, der var det sådan at når vi havde en forening så var vi også nødt til at have nogle flere lodsejere vi kunne fiske hos, og vi fik et udmærket fiskevand. Vi var omkring 8 stykker oprindeligt, men der blev også optaget flere medlemmer. Den nuværende fiskeriforening har en hel del af det areal vi havde den gang, dog er selv møllen gået fra (Norup) og ligeledes en meget stor gård, der hedder Høgild Møllegård, den havde 100 tønder land langs åen på begge sider af broen. I årene før krigen var den gamle mølle ved Høgild mølle og ikke dambrug, og der var der masser af elritser. Kunne I fortsat klare betalingen med øl, snaps og frokost: men nu fik lodsejerne faste betalinger og Thorvald blev efterhånden træt af at være formand for foreningen. Gunnar Madsen kom efterhånden til og stod for engagementet med de forskellige lodsejere og efterhånden holdt vi også meget til nede hos ham. Thorvald Madsen blev efterhånden træt af at være formand, og jeg efterfulgte ham. Vi fik et par huse derud et lå oppe ved Norup - jeg ved ikke om det eksisterer endnu, det var langt det bedste, jeg kan huske jeg lavede polstrede bænke til huset. Vi havde et nede ved Gunnar Madsen. En årrække havde vi generalforsamlinger, som blev holdt hos konditor Langhoff, som var medlem af foreningen, og vi havde nogle meget fornøjelige fester sammen med lodsejerne, som vi bragte frem og tilbage bil. Men en skønne dag så kommer Gunnar Madsen og fortæller at lodsejerne havde bestemt at de ville have deres damer med og jeg talte en hel del med Gunnar Madsen om det og sagde at det kunne der ikke blive tale om - det er en "mandeforening" og det trods af at jeg holder meget af piger så kan der ikke blive tale om det. Så pludselig - jeg var i København - så får jeg oversendt et brev fra Gunnar Madsen om at han og de øvrige lodsejere opsagde fiskeriet, da det ikke lod til at damerne kunne komme med, når måtte jeg omgående ringe til ham om afgørelsen kunne trækkes et par dage ud til han var kommet hjem fra København, men han stod stejlt ved, og jeg syntes absolut ikke det hørte til at tage damerne med, så jeg indkaldte til generalforsamling, hvor jeg trådte af og sådan gik det til at murermester Nielsen blev ny formand og så kom damerne med. Jeg tror nok Gunnar Madsen har fortrudt den episode mange gange. CF: Jeg har hørt at det var fordi der var en kvinde med blandt lodsejeren og lodsejernes damer var blev lidt misundelige på at hun skulle af sted med alle mændene. Kusk: de var nok blevet i noget løftet stemning, da de kom hjem og den kvindelige lodsejer så meget yndig ud og hun var enlig.

Smed Skov har jeg nævnt, Godske Nielsen, Frederik Madsen som var passioneret ørredfisker i Munklinde, ørredfiskeren Tvorvald Madsen, Steenholt, Geo Andreassen, Georg Klein, Gårdsted, Langhoff, Søndergaard, cigarfabrikant Nielsen, dyrlæge Knudsen. Jeg må lige nævne at Thorvald Madsen og jeg har præsteret deroppe at fange en storbededag dag på snap dyp - der dog blev kastet, 16 grønlændere. CF: vi ser næsten ikke en "grønlændere" mere. Kusk ja og du ser heller ikke elritser - forurening!

CF: hvor mange havørreder kunne I fange?. K: det var meget forskelligt, men jeg kan nævne at Svend Søndergaard har fanget en på 16½ pund, og fangede i måneskin på 0,20 mm en havørred på 17 pund og der har jeg halespidsen af. Det er de største eksemplarer, ellers blev der jævnligt fanget havørreder. De første år fik vi grønlændere. CF: Sidste år blev der på Buus stykke fanget en på 19 pund. Det var også derhenne jeg fik den på 17 pund. Jeg gik med den et par timer og det var sådan at jeg ikke kunne lande den. Der er et stort lige stykke inden man kommer til Buss. Der er stejl skrænt og jeg kunne ikke få den op, det var umuligt med den line, så jeg gik med den meget forsigtigt og flere gange var jeg i tvivl om jeg egentligt stadig havde den på. Omsider kom der en oppe fra Buus - en Københavner og ham råbte jeg an og fortalte jeg havde en fiskekammerat, så går langt dernede ved broen, kunne jeg ikke få dig til at advisere ham, så han kommer her op til mig, for jeg har en stor fisk på - det var Svend Søndergaard, ham der havde fanget den på 16½ pund. Omsider kom han til så vi fik den landet, vi måtte desværre tage den med krog, for der var den stejle skrænt. Vi turde ikke bruge net. Fisken var træt og det var jeg saftsuseme også. Månen var stået op. Vi gik op til Gunnar Madsen og fik den vejet med det samme.

Så er der en ting jeg har glemt og det synes jeg virkelig at de fortjener bliver nævnt . Tænke sig vore søde damer, altså vores egne damer - det var under krigen. Vi var tager derud og havde overnattet i høet, så kom de cyklende til Karup Å med frokost. Og vi har haft de herligste frokoststunder, selvfølgelig kunne vi lave kaffe på stedet, med det der dengang hed kaffe. Så fiskede vi igen og pigerne plukkede champignon, og når det så var hen ved mørkningstid, så cyklede vi til Silkeborg, og var ikke mere medtagne end, der var altid nogen, der havde fanget nogle ørreder også om efteråret havørreder, så vi kunne spise os mætte i champignon og havørred. Tænke sig sådan var pigerne den gang!